Lions Karlebo



ForsideKlubmedlemmerBestyrelseUdvalgKlub InfoOm LionsLinksAktiviteter
  
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk
Klub nyheder RSS-feed
Hvad er RSS?


Klik her for besøge Nextwave
 

"Chocolate, Cheese and Co(w) country." 

 

Med hånden fast knyttet om hanken på min kuffert og med sommerfugle i maven bevæger jeg mig gennem dørene til ankomsthallen i Zürich lufthavn. På den anden side venter der mig 1 måneds oplevelser i Schweiz med Lions Youth Exchange programmet "Chocolate, Cheese and Co(w) country."

 

Jeg får hurtigt øje på Jutta (mor) og Julia (datter) Bachmann fra min første værtsfamilie, som kører mig hjem til deres 200 år gamle gård, hvor jeg møder resten af familien: faderen Daniel og sønnen Gregor. Da jeg skal sige goddag til Gregor møder jeg allerede den første kulturforskel, nemlig måden at sige goddag på. Det skal lige siges, at Gregor er halvandet hoved højere end mig, og når han så begynder at bøje sig ned mod mig er min første tanke: "Argh, han kysser mig om lidt!" Til min store lettelse finder jeg ud af at måden man siger goddag og farvel på er at kysse tre gange på kinderne. Ugen hos Bachmann familien byder på mange spændende ting, som at klatre mellem træerne. Det går ud på, at man oppe i træerne bevæger sig gennem forskellige forhindringer, der gynger og svajer så man bliver helt søsyg. Vi besøger nogle af deres venner, ser flere storke end jeg kan tælle i et storkereservat, ser dinosaurusfodspor og ser Solothurn, hvor floden Aare løber igennem. Floden bliver brugt til at bade i, men vandet er ret koldt fordi det er smeltevand fra bjergene. Andre tager en gummibåd og lader sig flyde med strømmen og skynder sig op inden de når til vandfaldene. I Luzern ser jeg den berømte gamle træbro Kapellbrücke over floden Reuss. Broen er utrolig smuk med røde blomster og malerier. Der er ingen tvivl om at familien prøver at køre mig træt med en masse indtryk i løbet af ugen, men det forhindrer mig ikke i at stå tidligt op. Den sidste aften, inden jeg skal videre til min næste familie, laver jeg frikadeller med kartofler og rødkål med rødgrød og fløde som dessert. De synes godt om menuen, men navnet på desserten bryder de sig ikke om.

 

Efter at have taget afsked med familien Bachmann, bliver jeg budt velkommen i familien Bohren, som ejer et hotel sammen med deres ældste søn. Den første dag får jeg lov til at arbejde sammen med personalet på hotellet, og synes det er utroligt spændende at høre hotellets historie og afprøve livet som tjener. De følgende dage tager vi på udflugter i bjergene hvor vi "hiker" i områderne omkring Grenchenberg, Luchernalp og Scheidegg. Jurabjergene og pre-alperne er utroligt smukke med en helt anden flora 2.000 meter over havoverfladen. Margrit og Jörg fortæller mig alle bjergenes navne, og det er enormt hyggeligt at sidde og spise vores frokost  på bjergskråningerne. Sidst på ugen besøger vi deres datter i Valais. For at komme dertil skal vi med biltoget igennem bjerget, hvor jeg får en tiltrængt lur på cirka 12 minutter i bælgravende mørke. Jörg er medlem af den lokale Lions Club, hvor jeg  inviteres som æresgæst til et klubmøde med jagt som tema. Mødet indledes med et langt foredrag på svejtsertysk, som i mine ører er helt uforståeligt. Men heldigvis er der flere som taler engelsk og der bliver også blæst på jagthorn. Efter en uge hos familien Bohren i et lidt lavere gear end hos Bachmann er jeg fyldt med energi og tager afsked.

 

Nu starter det jeg har glædet mig allermest til: THE CAMP. Vi er samlet 33 forventningsfulde unge mennesker med 24 forskellige nationaliteter, der alle ser frem til 2 ugers samvær, fællesskab og oplevelser. Den første dag går med at lave glasbilleder (som skal hænge på mit værelse når jeg kommer hjem). Vi sover i telt i træerne til lyden af bækkens rislen. Vi klatrer i bjerge og overvinder store udfordringer. Det er helt fantastisk at stå på toppen og se ud over landskabet imens man tænker "JEG GJORDE DET." Jeg får den samme tanke når jeg står ved foden af bjerget og kigger op på toppen. Bjergene er en af de mest betagende ting ved Schweiz.

Jeg fik ikke særlig meget ost hos de to familier. En enkelt omgang Rachlette hos Bachmann og lidt forskellige andre oste; men jeg skal lige love for at jeg får revanche i lejren. Her bliver vi bombarderet af ost. Vi ser to osterier og får en mange forskellige osteretter til aftensmad. Det bliver så meget, at vi bliver dårlige når vi siger CHEESE for at smile til kameraet. Jeg tror heller ikke at jeg har spist så meget grillmad på 2 uger. Hver dag står en ny Lions Club for vores dagsprogram, og eftersom at vi har høj sol og høje temperaturer er det oplagt vejr til at grille. Udover osterier ser vi også slotte, en dæmning, et slagteri og sejler på Lac de Neuchâtel og Lac Léman. Men den største oplevelse er nationaldagen den 4. august, som starter med at se Schweiz fra et privatfly, hvor jeg får lov til at styre flyet ind imellem bjergene. Derefter besøger vi Gryère by og om aftenen er der stort fyrværkeri, taler og musik på alpehorn, som er schweizernes nationalinstrument. Vi danser rundt og hygger os.

De to uger går alt for hurtigt og snart siger vi farvel til hinanden. Det er svært at tage afsked, men vi håber alle på at vi mødes igen på trods af de store afstande. Vi bor spredt i Japan, Canada, USA, Mecixo, Brasilien, Europa og de nye østlande, men aftaler at holde kontakten ved lige over internettet ved at oprette en gruppe på Facebook.

 

Nu sidder jeg i LX4662 på vej mod Kastrup med nye venner i hele verden, tusindvis af oplevelser og smagen af CHEESE. Jeg glæder mig til at møde min familie igen og er taknemmelig over for de mennesker, som har gjort det muligt for mig at komme på denne udveksling. Der er skabt mange nye venskaber og alle har inviteret mig hjem til dem. Så næste år håber jeg på, at kunne besøge nogle af dem. Om ikke andet så er jeg sikker på at fællesskabet fortsætter via Facebook og MSN.

 
Klik her for at sende en mail til Lions Danmark